Fruit de mer
Bøgen, egen og asken er sprunget ud langs vores skønne kyster. Ænderne har fået unger, og snart vil der være dunfrisk mågeyngel. Men citroner på havoverfladen?
Af Niels Chr. Hansen
En perfekt gul tennisbold på bølgen ud for Ørnereden! Den er simpelthen for fristende til at lade ligge. Men hov! Der er skrevet på den: ”Alt forladt”. Og så er det øvrigt en citron. Smukt spidset til i enderne som begyndelsen til en brystvorte.
Op på fordækket under nettet. Ingen børn på stranden kan have tabt denne her, så jeg tager den med mig. Skriften med speedmarker på skallen er voksen og ”happening-agtig” som et budskab, der skal afkodes.
På vejen hjem fra Moesgård Strand ror jeg længere ude, og her kommer jeg ind i en bræmme af citroner over et par hundrede meter. Jeg samler fem, seks stykker op, men der er mange flere. Alle bærer de påskriften ”Alt forladt”, men jeg har ikke gjort noget, der behøver en undskyldning eller syndsforladelse, så her må virkelig være tale om installationskunst på et maritimt plan.
Jeg hjemfører min dejlige fangst og presser mig en limonade, ind jeg googler fænomenet.
”Invitation til SEA MAIL
SEA MAIL – fagudtryk for breve sendt med skib – er en kunstaktion, som skal løbe af stabelen et halvt år før Klimakonference COP15, nemlig den 26. – 27. – 28. maj.
Har du lyst til at hjælpe mig med til at skrive Alt forladt på 2009 økologiske citroner, så foregår det tirsdag den 26. maj kl. 11 – 16 og onsdag den 27. maj kl. 11 – 17 på kvindemuseet, Domkirkepladsen 5, 8000 Århus C
Torsdag den 28. maj kl. 9.00 sejler jeg i samarbejde med foreningen ”Levende Hav” og på deres skib ”Anton af Bønnerup” ud fra Århus. Det foregår fra pier 1. Vi sejler ud på Kattegat øst for Hjelm og poster citronerne.
Disse citroner vil i løbet af sommeren som en art flaskepost skylle op på strande i Danmark, Sverige, Tyskland, Polen m.m. og samles op af folk. Den flertydige tekst vil vække undren og nysgerrighed – og måske eftertanke.
Havene lider under de store CO2-udledninger og er gennem de seneste år blevet alarmerende forsurede.”
Det er digteren og billedkunstneren Astrid Gjesing, der står bag aktionen. Formanden for Landsforeningen Levende Hav, Knud Andersen, fortæller, at de satte nogle hundrede citroner ud syd for Sletterhage, men de fleste blev dumpet i farvandet sydvest for Hjelm.
Tak for juice – nu med mening.
Se selv på www.altforladt.dk og www.levendehav.dk
Ingen kommentarer
Endnu ingen kommentarer.
Skriv en kommentar