Havkajakroere har det som lystfiskere…
Turberetning om en rotur til Tunø og Samsø i flere dele. Sidste del
Havkajakroere har det som lystfiskere – de har det med at overdrive.
Det skal såmænd nok passe, i hvert fald en gang imellem, for eksempel når der berettes om bølgehøjder og vindstyrker. Men denne gang holder vi os til sandheden.
Efter en hyggelig aften i roklubben, hvor der ikke var mange emner inden for
havkajakroning, som forbigik vores opmærksomhed, vågnede vi torsdag til en frisk blæst øst – nordøst. En sejler fortalte at vindmåleren viste ni sekundmeter, med stød på 10.
Måske var det alligevel ikke så slemt derude bag havnens beskyttende tange, men lige så heldige som vi var onsdag i det samme farvand, var der vist ikke nogen af os som regnede med, kaosteori eller ej.
Da vi igen fuldt lastede drejede nordpå om den grønne tønde ud for Lilleøre mødte vi realiteterne. Bølgerne var store; det siger sig selv, når de har haft hele natten til at løbe fra Sverige og lige ind på siden af os. Ingen under halvanden meter, adskillige derover og af og til de navnkundige kæmper, kaldet ”100-bølger”.
En god balance og tungen lige i munden tilsat lidt held og et tæt spraydeck, det skal der til. Men det er ikke det hele. Visheden om at andre både vil og kan hjælpe en, hvis det bliver nødvendigt er også god at have.
Tilbage på Tunø mødte vi Svend Christensen fra klubben, som i sin Extreme havde roet fra Endelave til Tunø samme dag og som dagen efter ville tage turen direkte med kurs Århus.
Endnu en gang trak trangen til de kolde fadøl i holdet, men jeg har jo fortalt, hvordan du finder kroen, så det skal der ikke skrives mere om.
Fredag var turens sidste dag og efter morgenmad og farvel til Svend satte vi næserne mod Kysing Næs. Vejret artede sig, kun fem sekundmeter fra SØ og solen skinnede, som alle de andre dage, fra den blå himmel.
På halvvejen fik Jens den glimrende ide at gå ind til Norsminde og forsyne os med lune fiskefrikadeller.
Herefter var det bare den sædvanlige tur hjemefter.
/hector
PS: Fotos fra turen bliver lagt på hjemmesiden
Ingen kommentarer
Endnu ingen kommentarer.
Skriv en kommentar