Turberetning om en rotur til Tunø og Samsø i flere dele. 1. del

I det bedst tænkelige sommervejr lagde vi ud fra Å.H.K tirsdag d. 1. juli. klokken 9.15 sharp.
Ikke meget vind, sådan lige tilpas omkring tre sekundmeter fra SØ. Vi fløj af sted og kom hurtigt på højde med Tanden, som nogle ignoranter i klubben stadig kalder Enhjørningen, men så gik den heller ikke længere, Niels Christian skulle ryge. Og vi andre kunne da også godt tage en pause, når det nu skulle være.
Frokosten indtog vi rundt om Kysing Næs i læ af hybenroserne, for vinden var desværre tiltaget og lå vel nu på en fem – seks stykker og søen begyndte at vise tænder. Med den sø og vinden i SØ fås den bedste kurs til Tunø nord om havmølleparken, da søen rejser sig en del på en sydligere fart på grund af det nærliggende, lavvandede Tunø Knob. Således fortrøstningsfulde begav vi os alle fem af sted  i eksemplarisk samlet flok mod det nordligste mølletårn. Humøret var højt og Lars Iversen, vores gæsteroer fra Brøndby Ro-og kajakklub, sang den ene schlager efter den anden, til glæde for nogle af os og sikkert også for sælerne, der her og der stak et forbavset hoved op mellem skumtoppene.
Allerede på lang afstand kunne ikke-rygerne lugte møllerne, som åbenbart benyttes af diverse trængende havfugle på deres mellemlanding til et eller andet mindre vindomsust sted.
Fra mølleparken gik det stik på Stenkalven, Tunøs nordligste ende, og snart fik vi bølgelæ af øen.
Efter små to timers roning fra det jyske løb vi ind på stranden lige neden for den lokale flyveplads. Her findes et fladt område med højt og blødt græs. Noget man sætter pris på til en teltslagning.
Kajakkerne blev slæbt sikkert på land og tømt og endnu engang undres man over, hvor meget gods der kan være i sådan et fartøj. Teltene kom op og så var det tid til middagsmaden. Fem trangiaer med fem menuer naturligvis efterfulgt af den skrækkelige Nescafé. Hvem opfinder den sammenklappelige filtertragt ?

Helt tilfældigt anløb vi øen netop som der var forpremiere på Tunø Festivalen, det var derfor ikke svært at samle kræfter til den tre kilometer lange spadseretur til civilisationen i den anden ende af øen. Selvom Jakob opfordrer til en “turberetning”, som ganske berettiget nok forventes at indeholde nyttige råd og vink om allehånde maritime tildragelser undervejs, så skal der fra min kant, blot som en lille sidebemærkning, alligevel ikke mangle en anbefaling af den stedlige kro. Tunø Gæstgiverri. Afhængig af hvilken vej du kommer fra, så ligger den enten sidst eller først på hovedgaden. Gå efter de kulørte lamper.
Denne aften var der live-jazz og kolde fadøl. Ikke så ringe endda.

/hector

Kommentarer: Endnu ingen kommentarer