Boganmeldelse af Jakob Hertz’ bog Havkajak, forlaget Atelier, 2005
Anmelder Peter Unold Det er ikke hver dag at der udkommer en ny dansk bog om havkajakroning, så derfor var jeg spændt da jeg fik Jakob Hertz’s nye bog “Havkajak”.
Bogen er på 82 sider med mange farvebilleder og er tænkt som en “grundig og praktisk vejledning i at sejle havkajak”. Jeg har i mine kommentarer herunder forsøgt at bedømme bogen på netop dét grundlag.
Først afsnit giver en fin introduktion til havkajakkens konstruktion – bundform, dæk og materialer. Her står nogenlunde det som alle skriver vedr. længde, bredde og mere eller mindre rund bund. Jeg synes måske også nok at forfatteren overdriver glasfiber kajakkernes følsomhed, mens omvendt plastkajakkernes problemer med varme ikke nævnes. Ligeledes havde den justerbare finne fortjent større opmærksomhed.
Tre ting synes jeg mangler: Flere tal. Hvor lang er en lang kajak? Hvor bred er en bred kajak? Hvad er forskellen reelt i hastighed på en hurtig og langsom havkajak? En gennemgang af de forskellige luge-systemer(og deres mere eller mindre vandtæthed). En diskussion af størrelsen på mandehullet.
Afsnittet om valg af pagaj dækker det basale selvom jeg synes at den grønlandske åre burde have fået et afsnit – ikke mindst når wing-pagajen har fået det.
Afsnittet om påklædning er rigtigt godt og ikke mindst introen “begynderen kompenserer manglende erfaring med udstyr, mens den rutinerede kompenserer for sit manglende udstyr med erfaring”. I andre bøger føler man ofte at der ikke kan komme “udstyr nok på drengen”. Bedst er en lille billedserie, som viser anbefalinger til påklædning for begynder/viderekomne og vinter. Fint og pædagogisk
Roteknik dækkes på nogenlunde samme niveau som i (alle) andre havkajakbøger. Ja måske endda med mere fokus på fremadroning og siddestilling end normalt – fint(men mere ville ha’ været bedre).
Ingen havkajakbog uden en gennemgang af diverse makkerredninger og selvredning med pagajflyder. Afsnittet ledsages af nogle flotte billedserier. Jeg kan undre mig over at H-redningen får så prominent en plads i afsnittet, men det er måske en sjællandsk ting? Men hvor ville jeg ønske at der en dag laves en havkajakbog, hvor redningerne ikke demonstreres på fladt vand.
Rul dækkes med seks siders tekst og billeder. Så vidt jeg husker, er det den første introbog jeg er stødt på, hvor læseren kun introduceres til forlæns-rullet(Forfatterens whitewater baggrund fornægter sig ikke). I stedet for både at forklare C-C og sweep-rul, skulle bogen nok ha’ koncentreret sig om det ene og givet en henvisning til “The Bombproof roll and Beyond” på dette sted. Rentry&Roll med pagajflyder synes jeg også burde have være nævnt.
I afsnittet om bølger og surf gives en nede på jorden gennemgang af surfteknikker med en opfordring til bare at komme af sted.
Sidste del handler om turroning – planlægning, overnatning og turforslag. Alt sammen udmærket med en række praktiske råd der er tilpasset danske forhold.
Gennemgående synes jeg at det er en fin begynderbog. Absolut en bog forhandlerne burde overveje at give med, når de sælger en havkajak. Et par gange skulle forfatteren nok have ladet sine kæpheste hvile. Jeg er sikker på at Karin Mentzing er til finne-kajakker. Men det forhindrer ikke hende i at skrive et fint afsnit om forskellige rorsystemer i hendes bog.
Et afsnit om den organiserede kajakroning i Danmark havde også været på sin plads. Når man er en ensom ulv med sin nye havkajak har man netop brug for at få fortalt hvad man går glip af. Der er nogle tekniske fejl med sidehenvisningerne, men de rettes sikkert i et kommende oplag.