Vækkeuret ringer. 6.30?!? Fuck! Jeg skal da alt for tidligt op. Det er jo lørdag. Det regner. Pis. Men af sted med dig, gamle jas.

Cykler gennem Århus midtby og kommer i tanke om, at jeg ikke ved, hvor havkajakklubben ligger. Ved kun, at det er ved Marselisborg Havn. Kl. 7.20 cykler jeg rundt på havnen på må og få. Med stigende desperation, fordi der kun kan komme 12 nye medlemmer ind i klubben, og at jeg – trods regnen – næppe kan være den eneste, der har fået den idé, at tage ud på havnen i nogenlunde god tid, inden åbningen kl. 9.

Tankerne flyver rundt i hovedet som et rutefly kort før en nødlanding: Var det overhovedet i dag, at man skulle melde sig ind? Hvorfor fanden kan jeg ikke finde den skide klub?

Jeg er næsten ved at give op, men så får jeg øje på en flok mennesker foran et skur. Vel at mærke et skur med en havkajak oven på.

Lidt efter står jeg og tæller. “1-2-3-4-5-6-7-8-9-10-11… og 12″. Siger jeg hørt, da jeg peger på mig selv.

Ved 10-tiden cykler jeg hjem. Meget glad for at være en del af klubben … oven i købet som sidste mand.

Glæder mig til at møde alle jer andre kajak-glade mennesker!

Smil fra Peter (manden i blå jakke til venstre på billedet ovenfor)