Tennisalbuer, højtryk og vandtemperaturer

Skulle jeg nogen sinde ønske noget for min værste kajakkonkurrent, skulle det være en tennisalbue – i højsæsonen! Sådan en har jeg, altså en tennisalbue.

Jeg fik den for over to måneder siden, og før den rigtigt nåede at vise sig, spillede jeg lige badminton, så det kunne blive til en ordentlig skade. Og for at sætte den gedigent fast roede jeg rundt om Helgenæs – men så var den der også. Det eneste, jeg har at glæde mig over, er, at vejret er så elendigt, at det ikke piner mig synderligt at holde hænderne fra kajakken. Tennisalbue har jeg aldrig haft før, men det er ikke morsomt. Man kan dårligt røre computermusen for ikke at tale om kaffekanden, så jeg har lært mig at gøre dagligdags ting med venstre, hvis det er muligt. Men musen hører altså til i min højre, ellers ligner det en spastisk rotte på amfetamin.

Vandtemperaturen er heller ikke noget at tage let på i disse tider. Jeg kigger efter på tavlen ved badestedet Ballehage, hvor mester skriver dagens luft- og vandtemperatur med kridt på en udendørs tavle: Vand 5 grader, 4 grader, 6 grader … Stakkels den, der klæder sig efter luften, men falder i vandet! Da jeg var ude på Søværnets Operative Kommando for at lave artikel til næste nummer af HavkajakInfo, spurgte en helikopter-veteran mig, hvordan vi kajakroere var klædt på om vinteren. Han var vant til at samle sommerklædte nødstedte op i vintergrader. Jeg svarede, at vi havde vandtæt tøj på, og han sagde nedladende, at så var det da heller ikke så sært, at vi frøs ihjel, når han var nået frem. Hvis man virkelig skulle modstå kulden fra vandet i mere end nogle få sekunder, måtte man have fleece og andet isolerende inden under det tætte. Og så satte han trumf på: Uanset hvor garvet du er (underforstået: ham selv), kommer du til at gispe, for det gør alle sunde mennesker, og så får hjernen iltmangel. De små blodkar trækker sig sammen, du mister bevidstheden og dør. De færreste, vi samler op, er druknede, men døde af kuldechok.

Tag den! Jeg har støvet en del litteratur op, efter at han gjorde mig opmærksom på fænomenet, og han har desværre nok ret. Når jeg ved mere om det, vil jeg skrive en artikel eller flere om forholdsregler og risici i nye numre af HavkajakInfo.

Jeg hørte forleden, at der er gjort fem forsøg i 2007 på at ro Danmark rundt. Jeg har selv talt med de to fra Kajakhotellet på Amager om deres kamikaze-forsøg i januar 2007. De gennemførte omkring nogle få dages roning på “udvalgte strækninger” af Danmarks kyst og gav endeligt op på Djursland. Men ingen, nada, af de fem hold har gennemført i 2007, og det siger vist en del om udfordringen.

Men hvor svært kan det være? Er man i rimelig form, kan det vel ikke være værre end at stå op hver morgen og “gå på arbejde” for ved aftenstid at lægge sig et nyt sted og hvile ud til næste dags tur? Spise fornuftigt, hvile, ikke køre ud over sine fysiske grænser, have gode romakkere og lave fornuftige kryds – det skulle vel være det? Der er oven i købet ingen tidsgrænse.

Det er åbenbart sværere, end de fleste (og jeg selv) tror. Ligesom at gå ud at slå dragen ihjel i eventyrene. Det lykkes kun for “tumberne” – i eventyrene altså. Problemet, tror jeg, ligger ikke mellem Vestkysten og øerne, men i psyken mellem ørerne. Jeg har taget turen mange gange i fantasien, og jeg kunne forestille mig, at når jeg har nået Skagen og ikke set andet end klitter på højre hånd i en uge, så vil den lille djævel med den grønne fork omme i baghovedet hviske: “Nu har du fandme roet længere, end du nogensinde har gjort, og hvad er det egentlig lige, du skal bevise? Tag dog hjem og pral lavmælt af det, du har gennemført. Du ved også selv, at du sagtens kunne have gennemført hele turen, hvis du bare gad og kunne se et formål med det.”

Jeg har ikke opgivet ideen om at ro Danmark rundt, før jeg bliver for gammel. Men jeg vil være i fin fysisk form, jeg vil sikre mig, at et der hviler et voksent, stabilt højtryk over fædrelandet i mindst en måned – og jeg vil alliere mig med en moderne coach, der kan booste min psyke, hver gang jeg får lyst til at stå af. Ja, og så vil jeg have gode romakkere som selskab og sikkerhed.

Men først skal jeg liiiige have has på min tennisalbue og så måske …

Venlig hilsner fra

Niels

Ingen kommentarer

Endnu ingen kommentarer.

Skriv en kommentar